[Foto: Nicolai Oreskov Westh, Zetland]
Sangilds Aktieskole er en serie, hvor Torben Sangild dykker ned i aktiemarkedet på en sjov og lærerig måde. I tredje indlæg i serien handler det om firmaers regnskaber og hvordan de påvirker aktiekursen. I artiklen kommer Torben Sangild også ind på forskellige måder firmaers regnskab bliver præsenteret, og hvordan retoriske hjælpemidler kan hjælpe modtagelsen af et regnskab. Her kommer jeg ind i billedet. Jeg giver en spontan analyse af Netflix, Novo Nordisk og LEGOs præsentation af deres årsregnskaber.
Læs et uddrag her:
Mens jeg sad og producerede den her historie, kom Ilia Swainson tilfældigvis forbi Zetlands kontor. Hun var herude for at coache nogle af de nye skribenter i oplæsningsteknikker. Ilia Swainson er uddannet retoriker, men har bygget en karriere på at hjælpe folk med at bruge deres stemme. Hun har selv lagt stemme til tegnefilm, hun har coachet værter i DR, og hun hjælper også ledere i erhvervslivet. Jeg hev hende ind i studiet, viste hende uddraget af Reed Hastings’ præsentation og bad om hendes umiddelbare respons:
“Det er tydeligt, at vi har med tv-mennesker at gøre,” siger hun. “Han er closeup og lænet lidt frem, han har rigtig god øjenkontakt og er venligt smilende med en blød stemme. Han gør os trygge ved først at adressere problemet og komme investorerne i møde for derefter at opregne en masse positive ting om fremtiden. Han smiler og griner endda næsten. Han er hyggelig og dygtig og signalerer, at der ikke er noget problem. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at det nok skal gå.”
Det er netop den oplevelse, jeg også har, når jeg ser det. De forstår mig, de forstår min skuffelse, men de er ikke bekymrede, de har løsningerne, og de tror på fremtiden, og de håber på at vinde min tillid tilbage. Og det er selvfølgelig også meningen. Selv om kurserne er gået 75 procent ned på et halvt år, giver Reed Hastings mig troen tilbage, så jeg ikke hopper med på vognen og sælger mine Netflix-aktier. For det er ikke bare charmen og smilet; han er jo samtidig konkret og parat med løsninger.
TIL SAMMENLIGNING ER NOVO NORDISKS præsentation mildt sagt mere tør, selv om deres regnskab ser langt bedre ud. Deres regnskab bliver ikke præsenteret på en video, men ved en webkonference, hvor Novos direktør Lars Fruergård Jørgensen (suppleret af et par andre chefer) med en meget dansk accent præsenterer regnskabet i form af nogle slides og en faktuel redegørelse. Bagefter er der så spørgsmål fra investorer, der har meldt sig til. Det hele bærer præg af en underspillet optimisme, og det mest begejstrede, man kan opleve, er en passage, hvor han uden at ændre intonationen taler om, at de er “really, really pleased” med deres vækst, som er uden fortilfælde. Han kunne lige så vel have sagt det modsatte.
Novo Nordisk fremlægger et vildt godt regnskab med nogle virkelig gode fremtidsudsigter, men de lyder, som om det bare er okay. Jeg tænkte umiddelbart, at det var lige lovlig tørt og næsten jantelovsagtigt, men Ilia Swainson fik mig til at se mere nuanceret på det, da jeg spillede et lille uddrag for hende:
“Han gør det ordentligt og redeligt. Og tørt,” begynder hun. “Man kan høre, at her er et menneske, der er fuldstændig fokuseret på det faglige. Han svarer helt konkret og sagligt på spørgsmålet, man kan næsten ikke høre på ham, hvor vildt det her er. Han er tydeligvis ikke bevidst om at række ud til nogen med sin stemme, han svarer bare fagligt. Man kan høre, at her er et introvert menneske.”
Men det betyder ikke, at det er mislykket, for den her tørre stil kan have masser af positive virkninger, understreger hun: “Al retorik er hensigts- og situationsbestemt. Og dette er ren kommunikation til investorerne. Og det er en overskudssituation, så han behøver ikke at putte retorisk sukker på.”
Det at være tør og fokusere på tallene giver Novo Nordisk en troværdighed. Men Ilia Swainson understreger også, at der på længere sigt kan være behov for at kunne spille på andre strenge, især når det går dårligt, eller når Novo gerne vil præsentere sig over for et bredere publikum end deres egne aktionærer.
Man kunne også have gjort noget helt tredje, som LEGOs direktør Jørgen Vig Knudstorp, der i 2015 decideret sang og dansede, da han fremlagde LEGOs årsregnskab, selv om han ikke ligefrem er en showman.
“Everything is awesome”, alt er fantastisk, sang LEGOs direktør, mens han dansede med armene over hovedet. Sådan kan man også præsentere et regnskab. Og selv om Ilia Swainson har stor respekt for sagligheden i Lars Fruergård Jørgensens præsentation for Novo, er hun decideret vild med LEGO-dansen her.
Lyt eller læs hele Zetlands artikel her.