|Foto: Mads Nissen, Politikens Arkivfoto|
CORONAKRISE Vi bliver nødt til at finde følelsen af: Yes we can! Ellers kan vi sgu ikke.
I mandags sad vi alle sammen klinet til skærmen. Vi hungrede efter at se lys for enden af isolationstunnelen.
I håbefuld forventning om en forsigtig kontrolleret åbning, der kunne give os tro på, at et frit Danmark ville vokse frem.
Men vi fik hverken tro eller håb. Intet fortrøstningsfuldt fremtidsscenarie at pejle efter. Jeg hørte ikke et eneste: »We will meet again«. Ikke en eneste reference til, hvordan vi tidligere i Danmark har løftet os ud af tunge kriser, som statsbankerotten og Anden Verdenskrig. Faktisk sagde statsministeren, at Danmark aldrig bliver det samme igen. Og det er jeg sådan set enig i. Men der var ingen bud på, hvad det så kan blive i stedet. Mette Frederiksen efterlod et gabende tomt hul fuldt af frygt og usikkerhed.
Og det er i mine øjne virkelig kortsigtet krisekommunikation.
Historien viser det med al ønskelig tydelighed.
Statslederes taler kan forandre verden. Vise os vejen. Skabe sammenhold og få os til at tro, håbe og kæmpe for en fælles sag. Ord kan både bruges til at tale verden ned og til at tale verden op og løfte os styrkede ud af kriser.
Men de eneste to sætninger på hele det næsten halvanden time lange pressemøde i mandags, som vakte en smule håb, var Søren Brostrøm, der sagde: »Det kan vi godt! Og det kan I godt!«, med henvisning til det ansvarlige personale i kommunerne.
OG JA! Vi kan godt. Men kun hvis vores statsminister formår at tale håbet op,
delagtiggøre os i sit beslutningsgrundlag og forklare hvorfor, vi skal gå den anviste vej.
For det kommer til at kræve en jætteindsats fra hele befolkningen at få vores samfund på fode igen. Og kun kampgejst, sammenhold og håb kan løfte os op og ud på den anden side.
Hun kan med held hente inspiration i den danske guldalder.
For selvom vi tabte Norge og gik statsbankerot i 1813 og senere tabte krigen mod preusserne 1848-50, formåede Danmark efterfølgende at indføre undervisningspligt til alle – også piger. Kulturen fik massiv støtte, så ånden kunne højnes og skabe sammenhold.
Christian d. 8. skulle have sagt noget i retning af: ‘ Godt nok er vi fattige, men vi behøver ikke også at være dumme’. Vi fik grundloven og demokratiet. Alt det, vores velfærdssamfund hviler på i dag, er født af en krisetid.
Det er da håbefuldt at tænke på.
Kun kampgejst, sammenhold og håb kan løfte os op og ud på den anden side
Læs politikkens artikel her
